Menu

Vision

Fodbold kan alt for alle - lige fra topprofessionelle elitesportsfolk i UEFA’s ”Champions League” til dejlige hyggelige familiestævner med små puslinge pige- og drengefodboldspillere.

Mere end 60 internationalt anerkendte undersøgelser fra Københavns Universitets Idrætsmedicinske institut dokumenterer, at fodbold er en særdeles sund sport.

For ofte oplever primært yngre, mandlige asylansøgere, at deres ophold på asylcentrene ikke indeholder den fysiske og mentale aktivitet, fællesskab og sociale integration, som de kunne ønske.

Med afsæt i ovenstående udsagn er Asyl Ligaen opstået. En fodboldturnering, som blev startet i efteråret 2016, med det formål at give voksne asylansøgere fysisk aktivitet, opmuntringer i dagligdagen, sociale netværk samt en vigtig kontakt med det lokale foreningsliv. Dermed skabes de bedste forudsætninger for en vellykket integration gennem introduktion til fællesskabet i idrætsforeningerne samt gensidig forståelse mellem asylansøgerne og lokalsamfundet.

Udover selve fodboldturneringen tilbydes deltagerne, i tæt samarbejde med lokale fodboldklubber,  ligeledes en ugentlig træning under ledelse af den lokale træner. Herved bliver asylansøgerne introduceret til det enestående danske foreningsliv og herigennem lettes integrationen.

Asyl Ligaen har allerede vist sig at være et initiativ, der skaber værdi og effekt for asylansøgere, fodboldklubber og lokalsamfund.

Ambitionen er i løbet af de kommende år at gøre Asyl Ligaen til en landsdækkende turnering.